Blog

Sådan slap jeg over min frygt og lært at elske karaoke

Thu, July 08, 2010

Blogger for musikindustrien, Fong Chau


Jeg var ikke altid en karaokefan. Som én, der er virkelig genert, var tanken om at stå op foran en flok mennesker og synge meget skræmmende - indtil jeg rent faktisk prøvede det selv.

Jeg forestillede mig, at det ville være som en frygtelig ’Britain's Got Talent’-audition, hvor du står og venter på at alle bedømmer dig, eller griner ad dig for at være den anderledes udseende person, der synger pivende falsk. Men intet kunne være længere fra sandheden.

Jeg var til en vens fødselsdag, da jeg første gang optrådte med karaoke, med These Boots Are Made For Walking , oprindeligt med Tammy Wynette. Min tillid blev styrket af de fantastiske støvler jeg lige havde købt - de var så høje, at de var mere til show end til at gå i, men det gjorde ikke noget.

Så snart jeg åbnede min mund, var der jubel fra mine venner og da jeg kom til omkvædet, råbte og klappede alle i lokalet for mig og de sang også med.

Jo mere jeg sang, jo bedre blev det. Jeg var ikke længere den samme kedelige person med et skrivebordsjob og et stort overtræk – jeg kanaliserede ånden (men ikke helt stemmen) af Beyonce og Marian Carey. Folk klappede og jublede, ikke fordi jeg var en god sanger (tro mig, det er jeg ikke), men fordi at jeg helt klart havde det virkeligt sjovt, og det havde de også.

These Boots Are Made For Walking er stadig på min iPod, så jeg kan lytte til sangen, når jeg føler mig lidt nede eller har problemer med tilliden. Det minder mig om, at hvis jeg er modig nok til at synge foran en sal fuld af mennesker, er der ikke meget, der kan skræmme mig nu. Plus, hvis jeg kan huske alle ordene, vil min næste karaoke-session blive endnu bedre.


Navn: Fong Chau
Alder: 27
Favorit karaokesang: Total Eclipse of the Heart
Mest pinlige øjeblik i min karriere: Jeg væltede en række garderobeskabe af stål, mens jeg interviewede mine favorit-DJ’er.
Første album: True Blue af Madonna - det må have tilhørt en af mine ældre søstre, men jeg husker, at jeg opfandt mine egne dansetrin og lyttede til det nonstop.
En morsom oplysning: Den afsluttende monolog i Thriller skræmmer mig stadig så meget, at jeg er nødt til at forlade lokalet, når den vises.

Om mig
Jeg har elsket musik lige siden jeg var barn, og jeg har været heldig nok til at kunne skrive om det som et job i fem år. Ligesom mange andre, drømte jeg om at være med i et band, men det eneste instrument, mine forældre lod mig lære, da jeg var barn, var klarinetten, så jeg begyndte at skrive om popmusik i stedet. I min karriere har jeg haft fornøjelsen af at møde Keane, Coldplay, Muse og Florence Welch.
Når jeg står over for en vanskelig beslutning, standser jeg altid og tænker "hvad ville Beyonce gøre?"